< tilbage 28-06-2024 - 10:59

INFORMATION OM HELHEDSPLANEN juni 2024

Hvad sker der med helhedsplanen?

Hvad ved vi indtil videre?

Hvad sker der i den nærmeste fremtid?

Hvornår ved vi mere?

Kære beboere,

Hermed sidste nyt vedrørende jeres helhedsplan for Moserne.

Hvad sker der med helhedsplanen?

Vi er i gang med at projektere helhedsplanen samt at få afklaret de sidste tilladelser/dispensationer med Brøndby Kommune, som der er blevet ansøgt om i forbindelse med jeres store renoveringsprojekt for Moserne. Det er vigtigt at få tilladelserne/dispensationerne på plads, da de ligger til grund for det endelige projekt.

Hvad ved vi indtil videre?

Helhedsplanen indeholder udskiftning af tage, vinduer og døre, vand- og afløbsinstallationer, radiatorer, etablering af nye tilgængelighedsboliger med elevator, sammenlægninger af lejligheder, så der opnås flere 4-værelsesboliger, stuelejligheder med adgang til have, et nyt fælleshus, samt flere energibesparende tiltag som isolering i kældre og trappetårne, gavlisolering, behovstyret ventilation i køkken og bad, solceller, m.m.

Der arbejdes også på at forbedre de grønne områder samt at forøge antallet af parkeringspladser med omkring 100 stk., hvor nogle af dem vil blive forberedt til el-ladestandere.

Når renoveringen starter, vil der blive udtaget en prøveblok, hvor mange af de arbejder som indgår i helhedsplanen vil blive udført. Det er for at vi kan gøre os vigtige erfaringer og undgå overraskelser videre i forløbet med renoveringen af de sidste 24 blokke. Den samlede renovering vil foregå over en anslået periode på 3-4 år.

Der vil blive oprettet flere mindre byggepladser rundt omkring i Moserne og en stor hovedbyggeplads som vil blive etableret på græsplænen ved fodboldburet i Falkemosen. Der vil så vidt muligt blive taget hensyn til ikke at optage for mange af jeres nuværende parkeringspladser i forbindelse med renoveringen.

Hvad sker der i den nærmeste fremtid?

Vi har behov for at kontrollere bæreevnen af murværket i gavlene. Det skal udføres, for at vide hvor stor en belastning gavlene kan udsættes for i forbindelse med de kommende isoleringsarbejder.
Fra onsdag den 3/7 til fredag den 5/7 i uge 27, vil der blive udført forberedelse til nogle mindre trækforsøg, på en del af gavlene. Entreprenøren skal bore et antal skruer/ankre i murværket i 17 gavle, fordelt jævnt ud over hele området. De laver arbejdet fra lift udvendigt og de skal ikke have adgang til jeres boliger. Det hele kan klares udvendigt.
De arbejder fra ca. kl. 07:00 til 15:00 og efterfølgende kommer Teknologisk Institut for at udføre trækprøverne. Det foregår ligeledes fra lift udvendigt.

Hvornår ved vi mere?

Så snart projekteringen er afsluttet, og alle tilladelser/dispensationer samt de økonomiske beregninger er på plads, vil vi kende svarene på de endelige placeringer af tilgængelighedsboliger, lejlighedssammenlægninger og haveboliger. Derefter ved vi også hvem der skal genhuses, samt rækkefølgen og tidsplanen på renoveringen af jeres forskellige blokke.

Planen er, at vi vil indkalde jer til et ekstraordinært afdelingsmøde i slutningen af oktober måned i 2024, hvor vi vil præsentere jer for det endelige projekt og økonomi, også kaldt skema B. På det ekstraordinære afdelingsmøde skal I godkende hele det samlede projekt, og herefter skal det også godkendes af myndighederne - Landsbyggefonden og Brøndby Kommune. Når alle godkendelser foreligger, kan vi opstarte renoveringsprojektet med byggestart planlagt til marts måned 2025.

Selvom ventetiden har været lang, er der ikke lang tid til at vi kan præsentere jer for jeres spændende renoveringsprojekt, som kun er blevet muligt fordi I har været igennem en lang proces i samråd med Landsbyggefonden.

Vi ser frem til at kunne fremvise alle planerne på det ekstraordinære afdelingsmøde og her vil vi også kunne besvare alle jeres spørgsmål.

Ved evt. spørgsmål til projektet kan du rette henvendelse til ejendomskontoret på mail moserne@bo-vest.dk.

I ønskes alle en rigtig dejlig sommer!

Med venlig hilsen

Rådgiverteam, administrationen BO-VEST og ejendomskontoret i Moserne

<